Ensomhed bag overblikket

Heidi Kristoffersen
1. maj
4 min læsning

Barnet, der gjorde rent – og lederen, der bar for meget

Det er ikke godt nok

Vi er nødt til at se hinanden i øjnene og sige det højt: Ensomhed i ledelse er virkelighed – også for dem, der ser ud til at have styr på det hele.

Hvor starter ensomheden?

Hvordan lærer man at tage ansvar, før man overhovedet forstår, hvad ansvar er? For mig begyndte det længe før min første lederrolle. Længe før forandringsprojekter og titler. Det begyndte i min barndom – med et viskestykke, en kaffekværn og en fornemmelse af, at det var mit job at få ting til at hænge sammen.

Tre år gammel og uden for skemaet

Som treårig blev jeg sendt i børnehave. Det var i 1965, og dengang var det ikke normalt, at børn blev passet uden for hjemmet. Men min mor havde det svært, og med en lillebror der krævede al hendes opmærksomhed, blev børnehaven en nødvendighed.

Jeg husker stadig turen derhen. Jeg sad på tværstangen af min fars cykel, og vi kørte forbi telefonhuset ved Bispeengbuen. Det føltes som en fest.

Men børnehaven var ikke nogen fest. Jeg prøvede faktisk at gøre det til en – især ved sovetid. Jeg forstod ikke, at vi skulle sove. Jeg var ikke træt. Så jeg prøvede at tage ansvar for, at sovetiden blev hyggelig. Jeg underholdt de andre børn. Det passede personalet dårligt, for det var der, de havde pause. Til sidst blev mine forældre bedt om at finde en anden løsning. Jeg passede ikke ind i skemaet.

Syv år og det første overblik

Da jeg var syv, var min lillebror og jeg alene hjemme. Han legede med kaffekværnen og syntes, det var sjovt, at det kildede, når han satte fingeren på det roterende beslag. Men det gik selvfølgelig galt – hans finger smuttede, og pludselig var der blod over det hele. Han løb panisk rundt i huset og viftede med hånden. Jeg fik fat i ham, viklede et viskestykke om hans hånd og satte ham på en stol. Jeg ringede til min mor og begyndte at tørre blodet op, mens vi ventede på hjælp.

Der kom både ambulance og læge. Og jeg har siden fået fortalt, at jeg gik roligt rundt og gjorde rent, mens de voksne tog over. For i øjeblikket handlede jeg bare. Jeg gjorde det, der skulle til.

Autoritet under pres

Den styrke – at kunne handle under pres uden at gå i panik – har jeg kaldt på mange gange siden.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg udstråler autoritet. At jeg har køligt overblik. Og ja, jeg trives under pres. Men det er ikke en evne, der kom ud af det blå. Den blev grundlagt i de tidlige erfaringer med at tage ansvar, når ingen andre gjorde det. At tage ansvar, før nogen bad mig om det.

Pioner uden manual

Som voksen har jeg orkestreret store, komplekse forandringsprojekter. Skabt bevægelse i systemer, hvor andre så stilstand. For nylig sagde en arbejdsrelation til mig: “Det er jo pionerarbejde, det du har haft gang i.”

Og hun har ret. Jeg har bare ikke altid set det sådan. Jeg har arbejdet, skabt, løst – og båret. Ikke fordi jeg ville være pioner, men fordi noget i mig ikke kunne lade være. Det har været benhårdt. Og til tider ubeskriveligt ensomt.

Jeg har ikke båret alene

Men jeg har ikke båret det alene. Jeg har haft et fantastisk team ved min side. Uden dem var vi aldrig kommet i mål. De bar med – i ansvar, i relation, i retning.

Alligevel er der et rum i ledelse, man ikke helt kan dele. Et indre rum, hvor man står alene med de valg, ingen andre kan tage. Hvor man bærer det, der ikke må vælte. Hvor man udstråler ro, mens man navigerer i uvished.

Ensomhed som strukturelt vilkår

Og det er ikke kun min oplevelse.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed føler 34 % af kvinder i Danmark sig ensomme – mod 27 % af mænd. Og en artikel fra Lederweb peger på, at lederes ensomhed ikke blot er personlig, men strukturel. Kvindelige ledere befinder sig ofte i mindretal og kan føle sig isolerede i beslutningsrum, hvor der forventes styrke – men ikke nødvendigvis plads til tvivl eller sårbarhed.

Internationale undersøgelser viser lignende tendenser: En rapport fra TheLi.st og Fast Company (2023) viser, at 60 % af kvindelige ledere føler sig mere ensomme, jo længere de når op i hierarkiet. Og forskning fra Gonzaga University fremhæver, at denne isolation kan have konsekvenser for både mental og fysisk sundhed.

Hvad vælger vi at se?

Disse tal peger på én ting: Ensomhed i ledelse er virkelighed – og ofte usynlig. Især for kvinder.

Hvordan hjælper vi os selv og hinanden med ikke at stå alene i vores lederskab? Hvordan favner vi dem, der ikke passer perfekt ind i det billede, vi ønsker at se – eller selv forsøger at være en del af?

Og måske skal vi også spørge: Hvad siger vores blik – eller vores tavshed – om den måde, vi selv leder på?Autentisk lederskab handler ikke kun om, hvordan vi selv bærer byrderne, men også om hvordan vi møder dem, der gør det.

Det starter her. Med at turde mærke ubehaget. Med at sige det højt. Med at vælge mod frem for tavshed.Og med at spørge sig selv: Hvad vælger jeg at se – og hvad vælger jeg at gøre, når jeg ser det?