Smukke Monstre

Fodre du dine monstre med frygt eller med forståelse?

Om bæredygtig ledelse, Smukke Monstre og modet til at række hånden ud og bede om hjælp.

I mange virksomheder er præstationskulturen blevet det tavse ideal. Vi taler om effektivitet, måltal og synlige resultater – men sjældent om det usynlige landskab bag facaden: de indre kamre, hvor vores tvivl, skam og utilstrækkelighed bor. Jeg kalder dem Smukke Monstre.

Vi bærer dem med os – både som ledere og som mennesker. Og hvis vi ikke bliver opmærksomme på dem, risikerer vi at lede (og leve) ud fra en indre uro, vi ikke helt forstår.

Denne artikel er en invitation. Til dig, der leder. Til dig, der længes efter at kunne være hel – også midt i det uperfekte. Her folder vi et andet perspektiv ud på ledelse, hvor det sårbare ikke er et problem, men en adgang til dybere autenticitet og bæredygtig relation.

Smukke monstre

Smukke Monstre

Et af mine egne Smukke Monstre stammer fra min barndom. Det er følelsen af at være for lille i noget alt for stort. Ikke fysisk – men følelsesmæssigt. Den følelse har fulgt mig ind i mit voksenliv og påvirker til tider både mit lederskab og mine relationer.

Et digt skrevet af Maria Shriver sætter ord på noget, jeg selv har mærket:

“I tried on big / But it never fit / Big was an illusion / Big enough was unattainable / I was too small to be big enough.”

Digtet minder mig om, at mange af vores indre monstre blev skabt, da vi var små og prøvede at forstå verden. Vi troede måske, at vi skulle være større, stærkere, mere… noget. Og dét blev til en sandhed, vi bærer med os.

Monstret får nyt navn

Jeg delte min refleksion med en klog og kær ven, som skrev dette til mig:

"Det handler ikke om at slette historien eller lade som om såret ikke eksisterer, men om at ændre den måde, vi forholder os til det på. Der er så meget styrke i at erkende, at disse “monstre” ikke er fjender, men rester af et yngre selv, der gjorde sit allerbedste for at føle sig set, tryg og elsket. Og når vi møder dem med venlighed – så sker der noget. Ikke nødvendigvis i selve historien, men i rummet omkring den."

Det rørte mig. For det er netop det, den buddhistiske "Handshake-practice" handler om: At række hånden ud – også til dét, vi normalt ville skubbe væk. Ikke for at forandre det, men for at skabe kontakt.

Denne Handshake-practice er en meditationsform, der har rødder i buddhistisk psykologi og somatisk mindfulness. Den er blandt andet blevet formidlet af Pema Chödrön og Reggie Ray. Pema med fokus på hjerte og hverdagsnær visdom, Reggie med fokus på dyb kropslig praksis og transformation.

Hos begge handler det om at møde indre tilstande – også de ubehagelige – med åbenhed i stedet for modstand. Vi opfordres til ikke at forsøge at ændre, analysere eller kontrollere vores indre oplevelser, men inviteres til ganske enkelt at sige "goddag" til dem. At blive i kontakten. At lade dem være – uden at lade dem styre.

Dette er en praksis i radikal accept. En stille, men modig bevægelse, hvor vi begynder at hele – ikke ved at fikse os selv, men ved at være med det, der er. En central komponent i Bæredygtig Ledelse.

Bæredygtig ledelse - indefra

Bæredygtig Ledelse handler ikke kun om grønne initiativer og trivselspolitikker. Det handler også om, hvordan vi indefra skaber rum for at være hele mennesker.

Det kræver mod at stå i det uperfekte – men det er netop dér, autenticitet og empati bor. Når vi tør møde vores egne Smukke Monstre med empati og reflektion frem for kontrol, skaber vi ikke bare transformation i os selv, men også i de fællesskaber, vi leder.

Værdige rivaler

I The Infinite Game beskriver Simon Sinek en måde at begå ledelse på: ikke som noget, vi skal "vinde", men som et uendeligt spil, vi er en del af. I det spil er formålet ikke sejr – men udvikling, ansvarlighed og mening over tid.

Et begreb, jeg særligt holder af i denne filosofi, er idéen om den værdige rival. En rival er ikke din fjende, men én der får dig til at vokse. Én, der spejler dine blinde punkter. Én, der udfordrer dig på en måde, som gør dig bedre – ikke mindre.

Måske skal vi også begynde at se vores indre monstre som værdige rivaler: De kalder os frem. De viser os, hvor vi endnu ikke er hele. De hjælper os – hvis vi tør lytte.

Tre refleksions spørgsmål, til dig som læser dette, der måske kan ryste lidt op i dit indre lederskab:

1. Hvilken gammel sandhed styrer mig stadig – uden at jeg har valgt den?

2. Hvornår mærkede jeg sidst modstand mod en kollega eller medarbejder – og hvad i mig blev ramt?

3. Hvordan ville mit lederskab se ud, hvis jeg ledte med min menneskelighed først – og mine mål bagefter?

En sidste reflektion

Jeg fik denne denne refleksion af min ven:

"Vi er ikke karakteren.

Vi er bevidstheden, der spiller rollen.

Monsteret og lyset, der omslutter det.

Fortællingen – og stilheden bag ordene.

Og i det rum – vender vi hjem."

Og måske er det i virkeligheden dét, vi længes efter.

At finde hjem. I os selv, i vores monstre, i hinanden.

At turde række hånden ud – og vide, at det er ok.

Tak til jer som inspirerer mig, og tak til dig, fordi du tog dig tid til at læse med.

Måske du undervejs mødte et af dine egne Smukke Monstre ...