top of page
Min historie

Mit første møde med leret var på et kursus, jeg meldte mig til mest for sjov. Jeg havde ingen ambition om at blive keramiker og ingen plan for, hvor det skulle føre mig hen. Men da mine hænder fik kontakt med leret, skete der noget uventet. Jeg mistede totalt fornemmelsen for tid.
For en gangs skyld var det ikke hovedet, der styrede. Mine hænder viste mig vej.
I kontakten med leret faldt mit nervesystem til ro. Den konstante uro, der følger med min ADHD, blev stille. Den intense følsomhed over for afvisning, som jeg oplever med RSD, blev mildere, og jeg mærkede, hvordan min PTSD for en kort stund løsnede sit greb. Jeg forsøgte ikke at finde ro. Jeg var blot til stede i nuet.
For at forstå, hvorfor det fik så stor betydning, må jeg begynde med det liv, der kom før.
Et liv med præstation som omdrejningspunkt
Gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med strategi, digital transformation, ledelse og kvalitet. Jeg ledede store programmer, opbyggede internationale teams og lærte at skabe retning i komplekse organisationer.
Uden for arbejdet var jeg drevet af den samme kraft. Jeg har dyrket triatlon og ultracykling og krydset lande og kontinenter på min cykel. Jeg vidste, hvordan man satte ambitiøse mål og fortsatte, længe efter kroppen var begyndt at bede om en pause. Præstation var noget, jeg var god til. Det var en måde at forstå mig selv på og på mange måder en måde at overleve på.
Styrke gav mig en plads i verden.
Kontrol fik verden til at føles tryggere.
I 2024 fik jeg konstateret brystkræft. Det gav mig ikke en livslektion eller gjorde mig til et nyt menneske. Men det blev sværere at overhøre det, min krop længe havde forsøgt at råbe til mig: Det tempo og pres, jeg var kommet til at betragte som normalt, kunne jeg ikke længere holde til.
I 2025 forlod jeg mit arbejdsliv i IT-branchen. Jeg havde ingen plan for, hvad der skulle træde i stedet. Leret blev mit fristed.
At begynde igen
Leret kalder på opmærksomhed frem for fart. Det lader sig ikke kontrollere. Det husker, synker sammen, slår revner og forandrer sig i ilden. Og ofte bliver det til noget andet, end jeg havde planlagt.
Leret har bragt mig tilbage til min krop. Det har også lært mig at blive i processen uden straks at afgøre, om noget er lykkedes eller mislykkedes. Nogle værker har brug for mere tid. Andre må blive til ler igen, så jeg kan begynde forfra.
Jeg er selvlært og bygger hvert værk i hånden. Min praksis bevæger sig mellem brugskeramik og skulpturelle objekter. Nogle værker begynder med en idé. Andre opstår i samtalen mellem mine hænder og materialet. Jeg undersøger traumer, sårbarhed, tilhørsforhold og forandring – og de spor, livet efterlader i både krop og materiale. Nogle historier er synlige. Andre ligger stille gemt i formen.
Skønheden i forandring
Japansk keramik, buddhistisk filosofi og wabi-sabi har haft stor betydning for min måde at arbejde på. En skæv kant, et aftryk fra min hånd eller en overflade forandret af ild rummer sin egen skønhed og bærer spor af berøring, tid og forandring.
I dag bevæger mit liv sig mellem ler, bevægelse og meditation. Ledelse, meditation, yoga og keramik kan umiddelbart synes at høre til i forskellige verdener. Men alle har de lært mig at lytte og give plads til, at noget nyt kan opstå.
Jeg er stadig begynder, og det vil jeg gerne blive ved med at være – åben over for alt det, jeg endnu ikke ved.
Fra præstation til
nærvær til at favne forgængeligheden.
bottom of page







